LalaToys vækster 100% med DanBAN investor om bord.
LALATOYS giver adgang til et legetøjsabonnement, et bæredygtigt koncept som investor fra DanBAN ser en stor fremtid i. Med LalaToys minimeres legetøjsrod, der spares penge og der kan byttes til nyt når legetøjet ikke længere giver glæde.
Det startede med en besked på LinkedIn, Martin Bjergegaard, DanBAN investor, fik hurtigt sat et Zoom opkald op med founders af LalaToys for en uddybende snak om deres vision. Martin Bjergegaard og hans bror, som han har Bjergegaard & Co sammen med, er vokset op med en familievirksomhed der solgte legetøj til børneinstitutioner. Det stoppede dog for mere end 20 år siden, og de har siden indmellem tænkt på hvad man kunne lave af innovation i legetøjsbranchen – og så mødte de LalaToys.
I forbindelse med investeringen spurgte vi Martin Bjergegaard om forløbet.
Martin Bjergegaard fortæller:
“Dinesan og jeg havde nogle Zoom kald. Et par af gangene var en af de 3 medstiftere Nicolai med. Jeg var interesseret i at forstå den økonomiske model. For der er mange antagelser som kommer til at være bestemmende for hvor stor virksomheden kan blive, og om den kan blive profitabel. ”
Hvordan greb i investeringsprocessen an?
Dinesan havde bygget et stort regneark – og jeg kunne se at han havde tænkt sig om. Men det var også et regneark som han ikke var vant til at involvere andre i. Jeg bad ham derfor om at lave en mere overskuelig version, og komme tilbage. Der gik et par uger, og jeg nåede da at tænke om dialogen var død. Men da Dinesan endelig kom tilbage var det med en virkelig god budgetbudget, og gennemtænkte svar på alle mine spørgsmål. Vi var dog stadig ikke helt overbeviste, for egentlig vil vi gerne ind i cases som er nået lidt længere. Udslaget kom da Dinesan viste mig nogle mock ups til det de kalder deres “re-use” koncept. Det går ud på at kunder kan købe sig ind i abonnementsordningen ved at sende legetøj ind, fremfor at skulle have kreditkortet frem fra starten. Da jeg så det, gav jeg Anders (min bror) et ring og sagde: “Anders, jeg tror sgu vi skal gå med her, selvom det egentlig er for tidligt.” Det gik han heldigvis med på.
Af hvilke årsager valgte i at investere i Lalatoys?
3 hovedårsager, og 1 bonus årsag.
Årsag 1: at de hurtigt har fået de første 200 familier ind som abonnementer. Det er stadig en meget lille virksomhed, men hele kundegrundlaget er skabt i andet halvår af 2021, så det er faktisk gået hurtigt.
Årsag 2: at de har et stærkt team med stor diversitet på både kompetencer og personligheder. De er 4 stiftere, og den ene af dem er IT udvikler hvilket er vigtigt. De virker alle dedikerede, og harmoniske i deres indbyrdes relationer.
Årsag 3: at det her handler om bæredygtighed. Det er både det rigtige at gøre, og også en stærk forretningsmulighed.
Bonus årsag: at Anders og jeg er vokset op med forældre der drev egen legetøjsvirksomhed.
Efter closing, er der nogen områder, hvor I kan bidrage til LalaToys’ videre udvikling?
Ja! Hele vores koncept med Bjergegaard & Co. er at være aktive investorer. Vi går ind i 10-12 danske startups i løbet af 2022 og 2023, og så bruger vi årevis på at hjælpe dem til succes. Det er på den generelle forretningsudvikling, opskalering, ledelse, strategi, funding etc. vi er stærkest.
Teamfoto af Lalatoys
Vi tog også fat i Co-founder af LalaToys, Dinesan Rasiah, for at høre om vækstrejsen som pludselig tog fart, og hvordan det er gået siden de fik Martin Bjergegaard & Co. med om bord.
1. Hvad er LalaToys, og hvad gør konceptet unikt?
LalaToys er en legetøjsdelingstjeneste, hvor et medlemskab giver adgang til at leje legetøj fra et stort legetøjskatalog. Vores koncept er unikt fordi, at det er fleksibelt og transparent hvor der tages hensyn til den individuelle families behov. Det sparer ikke kun penge , men giver også børnene bedre muligheder for leg og vigtigst af alt, forbruger mere bæredygtigt.
2. Hvem er teamet bag LalaToys?
Dinesan Rasiah: CEO & Co-founder
Christian Nielsen Henriksen: CTO & Co-founder
Jannie Varney: COO & Partner
Nicolai Varney: CMO & Partner
3. Hvordan har vækst-rejsen været fra idé start til i dag?
Da jeg (Dinesan Rasiah, CEO & Co-founder) blev far i 2019 købte min kone og jeg en masse legetøj til vores datter det første år. Det viste sig dog at hun ofte ikke var interesseret i legetøjet eller hurtigt voksede fra. Så da coronaen ramte sidste år, var vores lille lejlighed godt fyldt op med legetøj som ikke blev brugt. Vi endte med at bruge mange ressourcer på at finde ud af hvad der skulle ske med legetøjet. Størstedelen endte i kasser, mens en lille del blev solgt. Jeg researchede en del og fandt ud af at vi ikke er de eneste med det problem og kunne ikke finde en bæredygtig løsning på det.
Så i efteråret 2020 konceptualiserede jeg en MVP til LalaToys og fandt en teksnisk co-founder der kunne bygge den.
Vi lancerede derefter i Marts 2021 i en proof-of-concept fase, hvor målet var at se om der egentlig var et marked for konceptet og samtidig tilpasse det til behovet. Efter sommers begyndte vi at se god traction og rundede +100 medlemmer. Derfor besluttede vi at søge efter investorer, da det kræver en hvis kapital for at kunne vækste, en forretning som vores.
4. Hvordan og hvornår kom LalaToys i kontakt med DanBAN?
Vi kom i kontakt med DanBan omkring sommeren sidste år (2021). Vi havde hørt om Jer via accelerator forløbet Beyond Beta, som mente at vi kunne finde nogle potentielle investorer igennem jeres netværk.
5. Hvordan var det at pitche foran vores medlemmer i sin tid, og hvad er der sket siden?
Det var fedt! Første vi rigtig fik lov til at pitche, og fik stillet spørgsmål fra investorerne til vores case. Vi fik en del henvendelser efterfølgende og snakkede også med 7-8 investorer allerede i August. Der var dog ikke det rigtig match på daværende tidspunkt, men kort tid efter startede vi så dialogen op med Martin Bjergegaard som lige var blevet en del af DanBan netværket.
6. Hvordan har det været at få DanBAN investorer om bord? Hvad er næste skridt for LaLaToys med denne investering?
Det er rigtig fedt, vores investorer kommer med et set kompetencer som virkelig supplerer os godt. Vores mål er at gå fra vores nuværende Proof of conpcept fase med et par hundrede medlemmer til en Proof of Business fase som skal sikre +1000 medlemmer. Det er primært det investeringen går til – som er på lidt over 1 million kr.
7. Hvilke råd vil I give til andre startups som søger funding, og som er på vækstrejse?
– Lav et super godt pitch deck, der både visuelt og indholdsmæssigt fanger.
– Sørg for at lave et rigtig godt budget, som investorerne kan forholde sig til og hav argumenterne klar for hvordan og hvorfor i kan vækste som i viser i budgettet.
– Være jer selv og hav det rette team på plads! Investorerne køber sig i sidste ende ind på jer som founders, og det er vigtigt at jeres personlighed og drivkraft skinner igennem.
– Spil på mange heste. Det tager lang tid at komme i mål, og vi oplevede blandt andet at bruge rigtig meget tid på en deal der ikke blev til noget. Derfra skulle vi starte forfra igen – en stor risiko, da vi var ved at løbe tør for penge. Derfor er det vigtigt at man holder alle døre.
Dinesan Rasiah:
‘Investeringen har gjort, at vi virkelig har kunnet testet LalaToys af på markedet, hvilket har resulteret i en vækst på mere end 100% siden investeringen landede i slutningen af Januar 2022’