Konfront går i kødet på et voksende samfundsproblem

Konfront-DanBAN
Del på Linkedin

Mistrivslen er lige nu større end nogensinde før. Ikke kun i Danmark, men også internationalt. Konfront understøtter netop de fagpersoner, der arbejder med særlige mistrivselsindsatser. Alene i Danmark vil Konfronts arbejde kunne hjælpe over 300.000 børn og unge.

Konfronts digitale trivsels- og undervisningsplatform er udviklet af fagpersoner til fagpersoner, og samler specialpædagogiske indsatser og en bred vifte af værktøjer ét sted. Fra screeninger til målrettede forløb, der veksler mellem samtale, skemaer og interaktive opgaver, der kan suppleres med VR-film. Platformen skaber struktur og et fagligt fundament, der giver fagpersonerne tryghed til at turde gribe ind og hjælpe dem, der har det svært. 

“Vi vil være et obligatorisk værktøj i alle skoler og institutioners ressourcekatalog og det første man griber til, når der er tegn på mistrivsel.” siger Anne Kristine Schwartzbach, Stifter og Direktør i Konfront

Specialpædagogik, psykologi og teknologi

I 2016 fik Anne øjnene op for det visuelle univers, der ifølge hende besidder et stort potentiale til at hjælpe børn med at forebygge mental mistrivsel. I hendes daværende job som speciallærer stod hun i spidsen for et projekt, der bestod i at filme skoler, som børn med massivt skolefravær skulle indsluses i igen. Herefter skulle børnene se videoerne hjemme i deres isolerede verden med hjælp fra VR-teknologi. Formålet var at omstrukturere børnenes tanker fra at tro, at det er farligt at gå i skole, til at gøre det trygt og kendt på forhånd. Dermed blev de pædagogiske og psykologiske redskaber bragt sammen med det teknologiske univers, i en kombination der ikke hidtil havde eksisteret. 

I takt med, at Anne fik til lov at køre projektet sideløbende med sit faste job, erfarede hun, hvordan værktøjet havde en utrolig effekt på børnene. Det var også derfra hun fandt ud af, at kombinationen af de psykologiske og teknologiske værktøjer faktisk var et urørt marked med et stort uforløst potentiale. Hun begyndte derfor at undersøge, hvilke muligheder der lå inden for den verden, og ikke længe efter skete der noget drastisk i stifterens tilværelse: ”Jeg sad til en MUS-samtale, hvor min leder spurgte ind til, hvordan jeg gerne ville udvikle mig personligt. Der kunne jeg bare mærke, at jeg havde lyst til prøve noget nyt. Så jeg sagde mit job op til samtalen. Det var egentlig ikke planlagt, men jeg kunne mærke, at det var den rigtige vej for mig.”.

Anne stod således med tre børn, en mand, et hus og faste omkostninger, mens hun så ind i en økonomisk usikker fremtid.

Konfront møder DanBAN

Gennem forskellige investorer blev Anne opfordret til at tage kontakt til DanBAN, og høre om det var muligt at præsentere Konfront for potentielle investorer. Det skete en forårsaften på Matrikel1 foran godt 100 tilhørere. “DanBAN tog rigtig godt imod vores henvendelse. Og selvom Konfront opererer inden for et lidt atypisk felt, tøvede de ikke med at invitere os indenfor. Det var fantastisk at få lov at pitche for SÅ mange på én gang.“, fortæller Anne. 

Kort efter fik Konfront en engageret DanBAN-investor Morten Schaldemose med ombord, som på trods af, at han ikke har meget erfaring indenfor netop dette felt, alligevel har vist sig at kunne bistå med en masse viden til gavn for Konfronts udvikling og vækst. “Selv sagde jeg nej flere gange, da casen ligger langt væk fra eget erfaringsgrundlag. Men Annes ihærdighed – og ja salgsevner – overbeviste mig til sidst.” lyder det fra Morten.

Konfront har i dag syv private investorer, der alle har påtaget sig et ansvar og lavet en vigtigt impact investering, og er dermed med til at gøre en vigtig forskel: “Med den baggrund som jeg har, vil jeg særligt kunne bistå med at lave en ansvarlig strategi for den næste investeringsrunde og sikre, at vi får lagt en realistisk skaleringsplan.“.

“Udover at se på den enkelte virksomhed som en fornuftig investeringscase, mener jeg også at man som investor indimellem har en forpligtelse til at støtte initiativer, der åbenlyst er med til at afhjælpe nogle at de samfundsproblemer vi står overfor.”, siger investor og DanBAN-medlem Morten Schaldemose.

Morten fortsætter: “Uanset om man går i bestyrelsen eller ej, skal man være indstillet på at bruge tid på virksomheden. Tid og ressourcer er som oftest knappe i virksomheden, og man bør sætte tid af til at bidrage med den rådgivning der efterspørges.” 

Alle mennesker skal trives, og have et fundament, der sætter dem i stand til at møde de udfordringer, som livet unægteligt byder på. Men nogle menneskers udfordringer stikker dybere, end hvad en generel trivselsindsats kan afhjælpe; de har brug for en målrettet og effektiv plan. Ofte bliver der bare handlet alt for sent og ikke konkret nok – specielt på børne- og ungeområdet. Det vil Konfront lave om på ved hjælp af deres digitale trivsels- og undervisningsplatform.

Del på Linkedin

Flere nyheder