DanBAN har i februar 2021 afholdt første online møde omkring mulighederne og interessen for at lancere et nyt tiltag ”DanBAN Later Stage ”. Et initiativ, som åbner op for investeringsmuligheder i mere modne virksomheder og generationsskifte cases. Initiativet blev affødt på baggrund af en aktiv interesse tilkendegivelse fra flere medlemmer i sommeren 2020 samt ud fra et ønske om mere tematiserede pitch events.
Bestyrelsesmedlem Maria Sundlöf og DanBAN Investor Sten Nymark er blandt initiativtagerne til det nye tiltag ”DanBAN Later Stage”. Vi har spurgt dem om deres tanker og bevæggrunde bag dette nye tiltag, samt deres oplevelse af de fremtidige muligheder, som ”DanBAN Later Stage” kan byde på.
Maria Sundlöf, DanBAN Bestyrelsesmedlem
Hvilke tanker og bevæggrunde har du haft for at deltage i dette nye tiltag?
“Min motivation for at gå med i dette nye tiltag, er at jeg selv overvejer at købe en virksomhed, eventuelt som led i et generationsskifte. Jeg ser det derfor som en rigtig god mulighed for at få præsenteret relevante cases; at få vurderet dem sammen med flere af de kompetente medlemmer i DanBAN, samt at komme tættere på de medlemmer, som også har interesse for at investere i denne type af virksomheder. Herudover får jeg indblik i de finansieringsmuligheder, der er via for eksempelvis Vækstfonden. Jeg synes, at man kan lære en masse af at vurdere virksomheder i fællesskab med andre. Så det er også en motivation i sig selv”.
Det første opstartsmøde er afholdt – hvad blev resultatet?
“Det første møde blev afholdt som et online møde for de medlemmer, som havde meldt deres interesse, og der var knap 40 personer som deltog. Sten Nymark gennemgik en helt konkret case, for at vi fik yderligere indblik i, hvad det betyder at screene mere modne virksomheder. I dette tilfælde en virksomhed som søger kapital til vækst”.
“For at komme i gang blev der efterlyst medlemmer, som kan være med til at gennemgå de cases vi modtager. Otte medlemmer (inklusive mig selv) har meldt sig. Vi fik præsenteret et forslag til, hvordan vi griber processen an her og nu, og så må vi blive klogere hen ad vejen. Der skal etableres et dealflow, og Vækstfonden vil højest sandsynlig blive en af kanalerne. Der kan også være andre af vores partnere, som kan være relevante at arbejde sammen med. Vi blev enige om at starte ud i de små, og se hvad det kræver.
Jeg ser frem til at følge udviklingen og det giver mig endnu en mulighed for risikospredning af mine investeringer. Jeg håber, at der er endnu flere af medlemmerne, som har lyst til at deltage i denne gruppe”.
Sten Nymark, DanBAN Investor
Hvilke tanker og bevæggrunde har du haft bag dette nye tiltag?
”Til et BA Advisory møde for godt et år siden, kom emnet op. Jeg syntes, at det er et interessant område, som jeg tidligere har kigget lidt på, og vi var et par stykker, der tog stafetten. Vi blev ret hurtige enige om, at for at det skulle være meningsfuldt, skulle der bruges nogle ressourcer på at gøre det ordentligt; Og hvis der skulle bruges ressourcer, så skulle der være efterspørgsel. Sommerens rundspørge viste, at der var en opbakning, der begrundede at se nærmere på området.
Flere undersøgelser peger på at mere end 20.000 virksomheder skal gennem ejer/ generationsskifte de næste 10 år, og de relativt få professionelle aktører blandt de mindre virksomheder (oms. 10-75 mio. kr.) såsom Vækst Partner Kapital og Dansk Generationsskifte investerer måske hver i 5 virksomheder om året.
Da risikoen her ofte er mindre, der ofte er rimelige prisforventninger, og da der for mange virksomheders vedkommende med tilførsel af de rette kompetencer er mulighed for at definere en fornyet vækstrejse, så er det et interessant område. Jeg tror på, at DanBANs demonstrerede evne til at kombinere kapital og kompetencer, kan føre til interessante investeringer og være med til at udfylde et hul i markedet. I initiale drøftelser med Vækstfonden var de også af netop disse årsager meget positive overfor DanBANs interesse for dette område”.
Hvordan oplever du fremtidsmulighederne af tiltaget er?
”Vi holdt fredag den 5. februar et online møde, hvor vi som prøveklud gennemgik en sag, som jeg havde screenet. Der var pæn tilslutning til pitch eventet, hvor der var ca. 35 deltagere. Kombineret med dem der oprindeligt i sommerens survey indikerede interesse, er vi nu oppe på ca. 50 medlemmer, der har interesse for dette område, så der er pæn interesse for området.
Det næste skridt er, at vi kan få nogle flere relevante sager på bordet, og at vi evner effektivt og professionelt at finde en god måde at matche disse sager med interesse og kompetencer, som det så fornemt bliver gjort af sekretariatet på start-up cases.
I den forbindelse har vi fået etableret et stærkt hold af 8 personer, der gerne vil hjælpe til med at screene de cases, der kommer ind. Efter lidt indkøring er jeg sikker på, at vi er i en god position til mere aktivt at gå ud og markedsføre, at DanBAN også investerer indenfor dette område, og at vi kan komme frem til nogle gode investeringer indenfor området, som må være det langsigtede succeskriterie”.