Articles of Association

DanBAN's Articles of Association (hereinafter referred to as “the association”)

  1.  Name

    1.1 – Foreningens navn er ”Danish Business Angels ”.
    1.2 – Foreningens lokale afdelinger benytter sig af binavnet ”DanBAN” efterfulgt af deres
    individuelle, lokale område (eksempelvis ”DanBAN Copenhagen”).

  2. Hjemsted

    2.1 – Foreningen har hjemsted i Region Hovedstaden.

  3. Formål

    3.1 – Foreningens formål er at facilitere investeringer i virksomheder i udvikling, vækst eller med behov for omstilling, og som har behov for kapital og viden. Formålet er endvidere at skabe
    et stærkt, personligt og fagligt netværk mellem medlemmerne samt at fremme
    medlemmernes professionelle kompetencer. Foreningen skal medvirke til at skabe de bedst mulige rammebetingelser for medlemmerne og deres investeringer.

    3.2 – Foreningen er en non profit forening med et ikke-erhvervsdrivende formål for øje.

  4. Medlemsforhold

    Admission as a member

    4.1 – Som medlem kan optages aktive investorer (business angels), der har et efter bestyrelsens
    bestemmelse fornødent kapitalberedskab til at investere i de i 3.1 første sætning nævnte
    virksomheder. Endvidere kan optages virksomheder, eller organisationer, der driver
    virksomhed med levering af rådgivnings- eller finansieringsydelser, eller med
    udvikling/innovation af relevans for medlemmernes aktiviteter (partnere).

    4.2 – Optagelse forudsætter, at bestyrelsen med minimum 3/4 flertal har godkendt optagelsen.
    Withdrawal and exclusion

    4.3 – Udmeldelse kan ske til enhver tid med omgående virkning ved skriftlig meddelelse herom til bestyrelsen. Udmeldelse i løbet af et år fritager ikke for forpligtelsen til betaling af kontingent for hele det pågældende år. Det udtrædende medlem har ved sin udtræden ingen ret til nogen andel af foreningens formue eller til refusion af allerede indbetalt
    kontingent eller andre indbetalte beløb.

    4.4 – Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem eller en partner, såfremt at medlemmet/partneren ikke opfylder de forpligtelser, der påhviler medlemmet/partneren.Som eksempel herpå kan nævnes de til enhver tid gældende etiske regler i foreningen. En eksklusion kan gennemføres, såfremt at medlemmet/partneren efter bestyrelsens skøn handler til skade for foreningen, og/eller såfremt at medlemmet ikke deltager aktivt i
    foreningen, begge situationer forudsat af, at minimum 3/4 af bestyrelsesmedlemmerne stemmer for eksklusion forslaget.
    Subscription

    4.5 – Kontingentet for medlemskab fastsættes på foreningens årlige generalforsamling. Kontingentet gælder for det regnskabsår, generalforsamlingen afholdes i. Indbetaling af kontingent forfalder ved påkrav. Indmeldelse efter 1. juli kan efter bestyrelsens beslutning
    ske til nedsat kontingent. Medlemmernes og parternes rettigheder og pligter

    4.6 – Medlemmerne og parterne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og etiske retningslinjer samt til at deltage aktivt i opfyldelsen af foreningens formålsbestemmelse.

    4.7 – Medlemmerne er forpligtet til at orientere bestyrelsen om sine investeringer i unoterede vækstvirksomheder. Bestyrelsen er berettiget til at bruge sådanne oplysninger til at fremme foreningens formål.

  5. Bestyrelsen

    5.1 – Bestyrelsen varetager foreningens ledelse. Bestyrelsen forestår koordinationen af foreningens aktiviteter og medlemsmøder samt kommunikationen på foreningens vegne såvel udadtil som indadtil.

    5.2 – Generalforsamlingen vælger mindst 3 og højst 9 medlemmer til bestyrelsen for ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Et flertal af bestyrelsens medlemmer skal være medlemmer af foreningen, og foreningens partnere skal også være repræsenteret med mindst et medlem af bestyrelsen. Ved valg til bestyrelsen skal der sikres diversitet i bestyrelsen. Diversiteten skal også være geografisk, således at der er mindst to bestyrelsesmedlemmer
    hjemmehørende på hver side af Storebælt. Er der ikke opstillet kandidater til opfyldelse af  dette, vælges bestyrelsesmedlemmer uafhængigt heraf. Medlemmer af foreningen er hjemmehørende på deres bopælsadresse, og partnermedlemmer er hjemmehørende på virksomhedens adresse.

    5.3 – Bestyrelsen konstituerer sig selv på det førstkommende møde efter generalforsamlingen med formand, næstformand og kasserer.

    5.4 – Der afholdes møde i bestyrelsen, når formanden finder det fornødent, eller når minimum halvdelen af bestyrelsens medlemmer kræver det. Der afholdes minimum 4 bestyrelsesmøder hvert år.

    5.5 – Indkaldelse til møde i bestyrelsen finder sted skriftligt per mail med angivelse af dagsorden.

    5.6 – Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal og er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

    5.7 – Der udarbejdes referat af bestyrelsens møder. Referatet rundsendes til bestyrelsens medlemmer til kommentering og betragtes som godkendt, såfremt kommentarer ikke er rundsendt til de øvrige bestyrelsesmedlemmer indenfor 1 uge efter udsendelsen.

    5.8 – Bestyrelsen bistås af et sekretariat. Sekretariatsfunktionen løses efter bestyrelsens anvisninger.

  6. Generalforsamling

    6.1 – Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

    6.2 – Ordinær generalforsamling afholdes som minimum én gang årligt i årets første kvartal.

    6.3 – Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen efter behov og skal indkaldes, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer eller minimum 10 af foreningens medlemmer fremsætter krav herom med angivelse af grund.

    6.4 – Indkaldelse skal ske med 3 ugers varsel ved særskilt skrivelse, der kan være elektronisk til de enkelte medlemmer. I indkaldelsen skal angives hvilke emner, der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt der på generalforsamlingen skal behandles forslag til vedtægtsændringer, skal forslagets væsentligste indhold angives. Forslag, herunder om
    opstilling til bestyrelsen, fra medlemmerne, som ønskes fremmet til afstemning i tillæg til den udsendte dagsorden, skal fremsendes skriftligt til bestyrelsen senest 2 uger før generalforsamlingen. Bestyrelsen skal udsende sådanne forslag til medlemmerne senest 1 uge før generalforsamlingen.

    6.5 – Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen.

    6.6 – På den ordinære generalforsamling skal følgende emner være inkluderet i dagsordenen:

    ● Valg af dirigent
    ● Aflæggelse af beretning for det foregående år
    ● Godkendelse af regnskab
    ● Godkendelse af budget og kontingentfastsættelse
    ● Valg af bestyrelsesmedlemmer
    ● Eventuelt

    6.7 – Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal.

    6.8 – Møde- og stemmeberettiget på generalforsamlingen er alle medlemmer. Partnere er møde-, men ikke stemmeberettigede. Hvert medlem har én stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt.

  7. Tegningsregel

    7.1 – Foreningen tegnes af bestyrelsens formand i forening med et andet medlem af bestyrelsen.

  8. Regnskab og formue

    8.1 – Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

    8.2 – Kassereren er ansvarlig for foreningens økonomiske forhold, herunder regnskabsføring, bankforhold samt regnskabsaflæggelse. Kassereren kan vælge at lade hele eller dele af dette udføre af en ekstern samarbejdspartner, i samråd med bestyrelsen. Foreningens formue kan kun omfatte en eller flere bankkonti.

  9. Vedtægtsændringer

    9.1 – Til ændring af nærværende vedtægter, kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

  10. Opløsning

    10.1 – Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet i forhold til det samlede antal medlemmer på generalforsamling tidspunktet. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.

    10.2 – Ved foreningens opløsning fordeles eventuel formue ligeligt mellem de af foreningens medlemmer, som har betalt kontingent i henhold til den seneste opkrævning forud for generalforsamling tidspunktet, og som er medlemmer på sidstnævnte tidspunkt.

  11. Tvister

    11.1 – Tvister, der udspringer af disse vedtægter, og som ikke kan løses i mindelighed, skal søges løst ved mægling og ellers ved byretten i København.