Iværksætternation 4.0 er det nye idekatalog fra DVCAs business angel udvalg. Kataloget indeholder en række konkrete forslag til at øge business angel investeringerne i Danmark.
3 mærkesager skal sætte skub i business angel investeringerne.
1. Vi skal satse på vores unge iværksættertalenter
Flere unge iværksættere skal blive i Danmark, og det skal være lige så attraktivt at starte op her som i eksempelvis Sverige og Storbritannien. Vi skal satse på iværksættertalenter, som er i stand til at udnytte disruptive teknologier eller udvikle disruptive forretningsmodeller.
2. Vi skal skabe fremtidens globale vækstvirksomheder
Danmark skal være hjemland for flere globalt indstillede vækstvirksomheder, som skaber fremtidens vækst og arbejdspladser. Når svenskerne og briterne lykkes med at skabe globale vindere, kan vi naturligvis også. Det kræver bl.a., at vi tilpasser aktiebeskatningen, så den kommer på niveau med vores nabolande.
3. Vi skal gøre investering i iværksætteri til en folkesag
Alle danskere skal let kunne investere aktivt i mindre danske start ups. Ligesom man let via en investeringsforening kan blive medejer af Mærsk og McDonalds, bør man også som privatperson, let kunne blive medejer af unoterede små start ups. Det handler om at demokratisere investeringskulturen i Danmark.