Etiske Retningslinjer

Hos DanBAN går vi op i etik og at tingene gøres på en ordentlig måde. Derfor har vi udviklet 21 punkter i form af vores etiske retningslinjer, som vi mener er vigtige at leve op til.

1.

Medlemmerne vil drive deres aktivitet på en ansvarlig måde. Som en del heraf, vil Medlemmerne altid agere åbent og ærligt herunder i forhold til kapitalsøgende virksomheder og andre investorer.

2.

Hvert Medlem vil overholde den lovgivning og anden regulering, herunder andre etiske retningslinjer, som Medlemmet er omfattet af.

3.

Et Medlems investeringsparate kapital må ikke stamme fra tvivlsomme eller ulovlige aktiviteter.

4.

Medlemmerne vil arbejde for, at de selskaber, de har investeret i, overholder principperne i Retningslinjerne.

5.

Medlemmerne, der investerer sammen med andre igennem fælles holdingselskaber, vil sikre, at man er bekendt med de øvrige ultimative investorer, ligesom man vil forholde sig til, om disse driver aktivitet på redelig vis.

6.

Medlemmerne vil arbejde for, at direktører, bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere, rådgivere i deres porteføljeselskaber er bekendt med Retningslinjerne.

7.

Medlemmer vil undlade at medvirke til, at andre Medlemmer overtræder Retningslinjerne.

8.

Hvis et Medlem begår fejl, skal medlemmet søge at afhjælpe fejlen og tilstræbe, at fejlen ikke gentager sig.

9.

Medlemmerne skal inden indgåelse af aftaler loyalt fremkomme med relevante oplysninger til andre Medlemmer, de potentielle porteføljeselskaber, andre evt. investorer.

10.

Medlemmerne vil alene afgive løfter, herunder ikke-juridisk bindende løfter, som Medlemmerne med rimelighed forventer at kunne overholde, ligesom Medlemmerne vil overholde allerede afgivne løfter.

11.

Medlemmerne vil tilstræbe, at indgåede aftaler klart regulerer parternes retsstilling.

12.

Hvert Medlem vil give potentielle aftaleparter, herunder (med)investorer, købere, sælgere, låntagere, porteføljeselskaber og långivere, et realistisk billede af Medlemmets økonomiske og kompetencemæssige formåen, således forhandlinger ikke indledes og gennemføres på basis af urigtige forudsætninger.

13.

Medlemmerne vil vurdere deres habilitet i alle forhold, herunder i forhold til kapitalsøgende virksomheder. Såfremt en interessekonflikt eller mulig interessekonflikt foreligger, vil Medlemmerne ved snarest belejligt loyalt oplyse herom på eget initiativ og i øvrigt håndtere interessekonflikten eller den mulige interessekonflikt på passende vis.

14.

Medlemmerne vil hemmeligholde og undlade at misbruge fortrolig information, de får kendskab til som investor og långiver samt eventuelt som rådgiver for et kapitalsøgende selskab, herunder i forbindelse med forhandlinger om mulig indgåelse af aftale, også selvom udtrykkelig fortrolighedsaftale ikke er indgået. Medlemmer vil kun dele fortrolig information med tredjeparter efter forudgående aftale.

15.

Medlemmerne vil tage passende foranstaltninger for at tilstræbe, at fortrolige oplysninger hemmeligholdes.

16.

Når en kapitalsøgende virksomhed deler information med DanBAN, samtykker virksomheden samtidig i, at DanBAN som led i sin sædvanlige drift kan dele informationen med Medlemmerne og DanBANs partnere samt med tredjemænd, som evt. inviteres til at deltage i DanBANs møder og arrangementer.

17.

Medlemmerne vil udøve deres aktiviteter på en professionel måde og undgå at fortage handlinger, der er ulovlige, upassende eller skadelige for DanBANs omdømme eller omdømmet af de brancheinteresser, DanBAN repræsenterer. Medlemmerne skal endvidere i forbindelse med udøvelse af deres aktiviteter udvise ordentlighed og optræde respektfuldt over for hinanden, de kapitalsøgende virksomheder, andre investorer, medarbejdere ved DanBANs sekretariat m.fl.

18.

Medlemmerne vil ikke direkte eller indirekte fremsætte ærekrænkende udtalelser om eller uhæderlig kritik af andre Medlemmer eller DanBAN.

19.

Medlemmer vil på DanBANs opfordring herom og mindst på årlig basis videregive overordnet information om foretagne investeringer, exits, tilvejebragt kapital m.m. til DanBAN, således at DanBAN kan udarbejde informationsmateriale, herunder statistisk materiale, til Medlemmerne og til brug for DanBANs arbejde som meningsdanner og påvirker af den offentlige opinion. DanBAN behandler den modtagne information fortroligt, og information modtaget af medlemmer offentliggøres alene i summarisk og anonymiseret form.

20.

DanBAN giver ikke konkrete anbefalinger om potentielle investeringer. Medlemmerne vil udføre deres egen due diligence og på baggrund heraf træffe deres egne kommercielle beslutningen om, hvorvidt en investering skal foretages.

21.

DanBAN er ikke en erhvervsdrivende forening. DanBAN hverken modtager honorarer fra eller afgiver honorarer til tredjemand i forhold til de konkrete investeringer, der foretages af Medlemmerne, medmindre DanBAN tydeligt har oplyst herom. Oplysning herom kan fås ved henvendelse til DanBANs sekretariat.