Portrætter

Hvem er englene fra DanBAN?

By 11. februar 2020 No Comments

Medlemmerne af DanBAN investerer i mange brancher og dækker vertikalerne bredt. Informations- og kommunikationsteknologi (ICT) fylder p.t. mest, men alt fra fintech til biotech, cleantech og alt derimellem er interessant som kommende investeringsobjekter.

Over en halv milliard kroner har DanBANs medlemmer skudt ind i startups over de seneste tre år, og de har dermed været med til at sende mange iværksættere ud på en spændende vækstrejse.

DanBAN (Danish Business Angels), der er et netværk bestående af privatinvestorer, der investerer i potentielle vækstselskaber og gamechanging startups, blev grundlagt i en fusion af to tidligere danske business angel-netværk og har eksisteret siden 2011.

Netværket dækker engleinvestorer fra hele landet, og i de senere år er der særligt blevet fokuseret på at opbygge et kontor i Aarhus, dels for at sikre, at det ikke kun er startups fra hovedstadsområdet, der kommer i betragtning som investorobjekter, dels for at få flere ”engle” fra resten af landet med i netværket, ligesom DanBAN har haft et tæt samarbejde med Invest in Odense siden 2014.

”For startups er DanBAN interessant, fordi de her har at gøre med en seriøs investorkreds.”

Investorerne i netværket er hovedsageligt interesserede i at investere i opstartsvirksomheder. Der investeres dog også i ejerskiftesituationer, herunder generationsskifte, samt i turnaround-situationer.

Flere og flere engle

Der kommer hele tiden flere business angels til netværket, som p.t. er oppe på godt 200 medlemmer. Men væksten er ikke kun kvantitativ.”Den foregår også på et mere kvalitativt niveau, idet DanBAN samarbejder med såvel venturefonde som revisionsfirmaer, advokatvirksomheder og innovationsmiljøer – noget, der næppe havde været muligt for bare fem år siden, men som på grund af DanBANs opnåede tyngde og markedsposition er noget helt naturligt i dag,” siger Jesper Jarlbæk, der har været formand for netværket siden det blev grundlagt.En investor skal kunne rejse 400.000 euro i likvid investeringskapacitet for at blive medlem af DanBAN. Investorens personlige formue spiller ingen rolle, men de minimum 400.000 euro er en nødvendig adgangsbillet for at sikre, at når der afholdes pitchevents, så kan startups være sikre på, at der er ”penge på bordet” – at netværket er et seriøst investorsyndikat, der tør og kan investere. De senste tre år har DanBANs medlemmer skudt over en halv milliard kroner ind i startups, og i 2018 blev der foretaget 191 investeringer.

DanBAN er en fordel for alle

For en investor er guleroden ved et medlemskab et unikt netværk af andre interessante investorer, seriøse pitchevents med lovende startups, et uddannelsesprogram, inspirationsrejser og ikke mindst muligheden for at indgå i investeringssyndikater sammen med andre investorer. Der arbejdes hårdt for at sikre medlemmerne det bedste dealflow i Danmark. De høje afkast, som præsteres, vidner om, at det er lykkedes.

”For startups er DanBAN interessant, fordi de her har at gøre med en seriøs investorkreds, der til dels har den fornødne kapital til at investere, men også netværk med uvurdelige kontakter og en skattekiste af erfaringer, da investorkredsen blandt andet består af tidligere iværksættere, direktører og folk med baggrund i konsulentverdenen,” fortæller Jesper Jarlbæk. Som startup er det ikke nok blot at få kold kapital. Varm erfaring og kvalificeret sparring kan være mindst lige så meget værd i sidste ende.

En privatinvestor står modsat en venturefond blot til ansvar over for sig selv og tager selv alle de økonomiske beslutninger, hvilket betyder, at business angels i uhørt grad selv kan sætte tidsrammen for investeringen. Det giver frihed og muligheder i relationen til startups. Her kan ofte skabes et længere, bedre og dybere forhold end med andre investorer, som med vold og magt skal nå bestemte mål og afkast på en bestemt tid, og de kan også handle hurtigere end tunge fonde.

Business angels’ store styrke i økosystemet er altså, at de i langt højere grad kan være fleksible og skræddersy aftalerne økonomisk, juridisk og tidsligt. Det giver en kæmpe aftalefrihed og et stort råderum for begge parter.

Et netværk i konstant vækst

DanBANs seneste årlige medlemsundersøgelse viser, at set i en international sammenhæng er DanBAN et meget aktivt investornetværk i konstant vækst. Netværket oplever, at der hele tiden kommer flere engle frem i Danmark, hvilket meget konkret kan ses på netværkets rekordstigning af medlemmer, 24 % i 2018.

Undersøgelsen viser også, at hvert medlem af netværket i gennemsnit har medejerskab i seks virksomheder. DanBAN arbejder på at øge risikospredningen hos medlemmerne markant i årene fremover.

Det er gået godt for DanBAN de senere år, og meget tyder på, at de gode tider fortsætter.

I en finansiel verden, hvor de makroøkonomiske forhold konstant spiller ind, kan man aldrig være sikker på, hvad fremtiden bringer. Vi kan se, at purpose, impact og bæredygtige dagsordner er ved at blive en ny international samfundsøkonomisk standard for ”licence to operate”, og på dette felt er Danmark særdeles godt med. Englene har med andre ord i de kommende år gode chancer for at drive en god del af investeringerne bag den grønne omstilling.

Ergo, lav en god aftale med DanBAN til næste pitchevent.

Deres styrke er din støtte og funding.

Portræt af DanBAN skrevet af Niels Christiansen; Redaktør på Bootstrapping