Det er med stor fornøjelse, at vi nu kan meddele at DanBAN har indgået sin tredje associeringsaftale med et andet dansk Business Angel netværk.
Den nye aftale er indgået med det nyetablerede netværk Lolland-Falster Business Angels, som er organiseret under den Erhvervsdrivende Fond Business Lolland-Falster. LF netværket har base på Lolland-Falster og har foreløbig 15 medlemmer.
Associeringsaftalen betyder på strategisk niveau, at DanBAN vokser fra ca. 195 investorer (inkl. associeringsaftalerne m. Vestor og IFC) til 210+ investorer.
Vores associeringsaftaler betyder, at vi i stadig højere grad udgør et landsdækkende netværk. VI forventer dette vil give os en endnu stærkere platform i forhold til at tiltrække nye medlemmer, tiltrække endnu bedre kapitalsøgende virksomheder, levere flere og stærkere syndikeringer, levere en stærkere portefølje af arrangementer til medlemmerne – og ikke mindst, stå stærkere i forhold til at sætte dagsordenen i medierne og påvirke Christiansborg i retning af de bedst mulige rammevilkår for vækstlaget i Danmark.
I praksis betyder aftalen at vores kollegaer i LF Business Angels nu kan kalde sig ”medlem af DanBAN”, ligesom vi i DanBAN er medlem af EBAN og DVCA. Derudover vil man i DanBAN og LF business regi opleve at blive inviteret til møder i ”søster-netværket”, teambuilding ture og få adgang til hinandens dealflow. Den praktiske implementering vil ske med udgangspunkt i GUST platformen. En række parametre vil dog være uforandret: Således har hvert netværk fortsat fuld autonomi i forhold om medlemmer, partnere, økonomi, mødeafholdelse mv.
Siden fusionen mellem BA Øresund og BA Copenhagen i 2012 har vi arbejdet på at skabe et dansk BA netværk på Champions League niveau. Vores track record fra 2013 – 2016 viser, at vi er et af de mest aktive netværk i Europa. Vi er to gange, senest i 2016, kåret af EBAN til Europas ” Best Performing Network ”.
Vi håber, at dette nye tiltag kan understøtte den positive udvikling.