Medlemsinterview: Fra seed-investor til milliardexit i Sitecore

Medlemsinterview: Fra seed-investor til milliardexit i Sitecore

Bestyrelsesmedlem Stig Hølledig har været igennem et mindre eventyr i sin tid hos Sitecore, som for ganske nyligt solgte majoriteten til den svenske kapitalfond, EQT.

Vi har taget en snak med Stig om at gå fra seed-investor til milliardexit:


 

Hvornår gik du ind i Sitecore og hvorfor?

 

“Jeg investerede i Sitecore i foråret 2003 sammen med 12 passive investorer. Egentlig var jeg blevet præsenteret for en investeringscase i en konkurrent til Sitecore. Da jeg undersøgte markedet, stødte jeg på Sitecore. Jeg ringede til Michael Seifert, og spurgte om de var interesseret i kapital kombineret med min erfaring i at vokse internationalt. Sitecore havde et teknisk gennemtænkt og stærkt produkt, og jeg kunne godt lide ledelsen. Jeg kunne desuden godt lide deres partnerkanal strategi. Alt licenssalg og implementering skete i starten gennem partnerkanalen. Vi investerede, og jeg blev bestyrelsesformand, som jeg har været lige siden.

 

I 2003 før vi investerede, skrev jeg til de passive investorer:
”  Konklusion – En lille sund virksomhed i et marked, der står foran kraftig vækst. Ved at tilføre kapital og viden til at gennemfører en faseopdelt international vækst plan, hvor der også er fokus på omkostninger, er der efter min vurdering særdeles gode muligheder for at kunne udvikle virksomheden til noget stort. ””


Hvilken rolle havde du i virksomheden?

 

“Jeg har været bestyrelsesformand siden investeringen i 2003. Da jeg kom ind, var omsætningen ca. 6 mio., og der var seks ansatte. I dag er omsætningen langt over 1. mia., og der er over 800 ansatte. Det har været en fantastisk rejse at være med på.”


Hvad betyder denne exit for din investeringsstrategi?

“Jeg er altid på jagt efter en ny Sitecore. Jeg tror, der er flere derude, der har samme potentiale. “State of the art” produkt, Vækstmarked, Kanalstrategi, International fokus, Lederteam, der tænker stort og en masse hårdt arbejde.”


Comments are closed.