Business angels slog alle rekorder i 2015

Business angels slog alle rekorder i 2015

Business angels investerede i 2015 rekordhøje summer i iværksætteri og har skabt over 50.000 arbejdspladser på landsplan. Englene har samlet investeret 1,77 milliarder kroner i danske vækstvirksomheder – bl.a. med fokus på disruption.

Når landets business angels torsdag mødes i Odense til det tredje business angel-årsmøde, sker det efter et år med høj exitaktivitet og rekordhøje investeringer i iværksætteri. Det viser en undersøgelse fra DanBAN, der er et af de fire regionale business angel-netværk.

Ny investeringsrekord

Undersøgelsen viser, at exitniveauet i 2015 næsten blev fastholdt på det usædvanligt høje niveau fra 2014. Samtidig steg investeringerne med over 30 pct. DanBANs medlemmer investererede knap 100 mio. kr. i unge iværksættervirksomheder, og på landsplan skønnes beløbet at være omkring 1,77 mia. kr.

”Aldrig før er så store beløb gået fra business angels til unge danske iværksættere. Samtidig afhænder englene succesvirksomheder med høje afkast, og det vidner om at danske business angels er blevet topprofessionelle”, siger Jesper Jarlbæk, formand for DanBAN og næstformand i DVCA.

Pengene 7 gange igen

Undersøgelsen fra DanBAN viser, at danske business angels skabte yderst konkurrencedygtige afkast i 2015. Hvis der var investeret én krone i hver af de 27 virksomheder, som er afhændet i 2015, så ville den oprindelige investering på 27 kr. have givet et afkast på 192 kr. Det svarer til en multipel på 7,11.

”Business angel investeringerne gav pengene mere end 7 gange igen i 2015, og det er et imponerende resultat. Det viser, at business angels som investeringsklasse er mere end konkurrencedygtige”, udtaler Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA, brancheforeningen for venture og kapitalfonde samt business angels.

Engle investerer i disruption

Business angels investerer i en række forskellige sektorer, herunder sundhedsteknologi, detailhandel og industri.

Men en særligt stor andel af investeringerne går til at udvikle fremtidens højteknologiske vækstvirksomheder. Halvdelen af virksomhederne er beskæftiget med ICT eller Fintech – og det er typisk inden for disse brancher, der udvikles nye disruptive forretningsmodeller, som kan udfordre – eller helt erstatte – store etablere virksomheder.

”Vi har brug for flere investeringer i iværksætteri og disruption, så vi kan øge væksten og skabe arbejdspladser i hele Danmark. Business angels repræsenterer mindst 50.000 job på landsplan i 2015. Derfor bør det være en politisk prioritet at forbedre rammevilkårene, så vi er bedre rustet i den globale konkurrence”, afrunder Jesper Jarlbæk.

Du kan se alle resultaterne fra årsundersøgelsen her: danban_analyse


Comments are closed.